Forfatteren Henrik Frederiksen er en meget hemmelig succes. Han udgiver selv sine bøger og sælger dem i kiosker og fra en stand i Illum, men han har salgstal, der overgår de fleste herhjemme.

Det hele begyndte i en lille stand i kælderen i Illum, lige ved siden af fiskemanden, og det så slet ikke spor lovende ud. Henrik Frederiksen havde fået nej fra stort set alle levende danske forlag til sin første bog, men han kendte åbenbart ikke ordet. I stedet for at give op gik han selv til en bogtrykker, og selv om resultatet – med hans egen formulering – blev meget, meget grimt, så blev det dog en bog. Nu skulle den sælges, og det kunne den ikke. Efter at være braset uanmeldt ind hos direktionen i Illum, havde Henrik Frederiksen fået lov til at stille sig op i varehuset i december måned med sin lille stand, men ved siden af fisken fik han kun presset en bog eller to ud over disken om dagen, og det var ikke specielt holdbart. Lidt bedre gik det hos caféerne, hvor “Hjernespind” visse steder kunne købes som “en bog skrevet af en dørmand”, men prangende var det bestemt ikke. Naturligvis ikke, fristes man til at skrive.

Men Frederiksen er ikke en mand, man sådan holder nede, og det er unægteligt sket en del, siden han debuterede i Illum for seks år siden. I dag er han forlængst blevet opgraderet til den “fine” Illum-indgang ved Købmagergade, han har konstant to-tre mand til at hjælpe sig julemåneden igennem, og interessen er tydeligvis steget markant. Henrik Frederiksen har simpelthen fået succes – på sin helt egen måde. For den 35-årige forfatter udgiver stadig selv sine bøger. Men hans anden bog, “En magisk jul”, har netop rundet 30.000 solgte eksemplarer, og efter mange år som dørmand og fem år som underviser på Handelshøjskolen, er Frederiksen netop blevet forfatter på fuld tid. Hans tredie bog, “Journeyman”, udkom for en måneds tid siden og fremover er det planen at optrappe skriveriet til en udgivelse om året. Hvis fantasien kan følge med. Genren er humor og satire, og selv om Frederiksen aldrig har fået en ærlig anmeldelse i en avis, prydes hans bagsider af lovord af landets kendteste kritikere. ”Det betyder alt”, siger han selv, og også de citater har han indhentet ved almindeligt, ualmindeligt gå-på-mod. Han ringede simpelthen til litteraterne, og så læste de og grinede, og bagefter fabrikerede de roserne til lejligheden. Der er andre måder end de gængse at få succes på i Danmark.

“Der skete simpelthen det at julebogen blev et hit. Jeg fik lov til at lave den som julekalender på sytten lokalradioer over hele landet, og lige pludselig tog det fart. Så købte SuperBrugsen en masse af dem, og vi lavede kioskkampagne på den, og så var den der”, fortæller Henrik Frederiksen. Med vanlig ildhu havde han forinden sparket døren ind til Tuborgs marketingskontor, og selv om han kun havde en slet solgt bog i bagagen, sagde de top og sponsorede julebogs-kampagnen temmelig massivt. Med “Journeyman” er Coca-Cola gået ind , og alle bøgerne kan nu købes i kiosker landet over. Biksen i Illum er stadig Frederiksens udgangspunkt, og han står der i fuld åbningstid, tolv timer om dagen, hele vejen frem til jul, men efterhånden står han bare i midten af sit lille dynasti. Julebogen har omsat for over en million kroner - men den kan stadig ikke købes i en eneste boghandel.

“Det har jeg ikke fået gjort noget ved, men det kunne jeg sådan set godt prøve. Men idag er jeg ikke interesseret i at få et forlag. Det startede af nød, men siden har jeg da fået tilbud, men nu vil jeg ikke. De femten procent af brutto-omsætningen, som forlagene giver forfatterne, er rent tyveri. Det er jeg simpelthen forarget over, og det kan kun lade sig gøre, fordi folk ikke aner, hvor billigt det i virkeligeheden er at trykke bøger.” Men det ved Frederiksen.

Han står for hele processen selv, finder korrekturlæsere, lauoutere, trykkere og så videre, og hans forfatterdrøm er i dag blevet et fuldtidsarbejde. Når han ikke skriver, er han forlægger og salgschef og den slags, og det totale fravær af mellemled afspejler sig i priserne. Henrik Frederiksen bøger går for en halvtredser, og det er unægteligt noget, som kunderne forstår. Denne dag i Illum er der i hvert fald god gang i butikken, og Frederiksens medhjælpere danser rundt om kunderne og hiver dem med korte mellemrum over til forfatteren, der signerer samtlige eksemplarer.

“Jeg er ikke selv god til at sælge længere. Det andet år her i Illum var jeg god, men nu har jeg mistet gnisten. Så det er godt at få hjælp. Men jeg hader også at stå her alene, og jeg har slet ikke nogen trang til til at profilere mig på nogen måde. Jeg er ikke noget navn, og jeg bliver ikke anmeldt, og det passer mig sådan set udmærket. Det virker jo fint, som det er. Og det er heller ikke fordi, jeg har fået en specielt genial idé. Jeg er bare den eneste, der gør det.”
- Jakob Kvist, Berlingske Tidende